Hvis Tuvalu forsvinder....

Så er jeg kommet op på cyklen igen. Flere delegerede her i Nagoya har lejet cykler, så vi kan cykle til konferencecenteret i stedet for at tage busser eller metro. Det er en dejlig tur på 15 minutter langs en af de mange kanaler, som leder ud til den bugt, Nagoya ligger ved.

Nu er også forhandlingerne om klima og biodiversitet blevet åbnet. I Danmark er forskerne ganske vist enige om, at den største udfordring for biodiversiteten er det intensive landbrug, som optager to tredjedele af landarealet og tilfører alt for mange næringsstoffer. Men klimaændringerne har også betydning for biodiversiteten.

Ændrede temperaturer betyder, at nogle arter får det for varmt eller tørt, og at deres levesteder, økosystemerne, ændres så meget, at der ikke længere er egnede levesteder. Så må arterne flytte. Problemet er bare, at der for eksempel er for langt mellem for to skove, eller at arterne skal flytte sig gennem en landbrugsørken. Og så er chancerne for nå frem små.

Det samme gælder i havene, hvor blandt andet temperaturstigninger får levesteder som tangskove til at forsvinde. Dermed forsvinder også skjulesteder for fisk og smådyr. Men at høre repræsentanten for Tuvalu rejse sig op og fortælle, at hans hjemland er i fare for at forsvinde på grund af havstigninger som resultat af klimaforandring – og at Tuvalus biodiversitet dermed er den allermest truede i verden; det gør indtryk. Og det fortæller alle, at der er behov for at finde løsninger, som modsvarer de udfordringer, vi står overfor.

Det får mig til at tænke på nogle ord, som Pavan Sukhdev, leder af TEEB studierne, sagde på en konference i Belgien i september: ”It is not that easy to find another planet to live on”.

Det siger meget om, hvor vigtigt både klima- og biodiversitetsspørgsmålet er, og hvorfor dette FN-topmøde er årtiets vigtigste møde for naturen.