Så er miljøministrene trukket i arbejdstøjet. Overraskende mange bolde er stadig i luften her i Nagoya, og arbejdsgrupperne knokler for at blive enige om mest muligt, inden beslutningerne overlades til ministrene.
Men der er punkter, hvor nogle lande er meget langt fra hinanden, og her på 13. dagen er de fortsat meget uvillige til at indgå de nødvendige kompromiser. Et af de punkter er spørgsmålet om hvor stort et areal, der skal udlægges som beskyttet naturområde globalt både på land og hav. Skal det være 15, 20 eller 25 procent på land? Og skal det være seks, ti eller 20 procent på hav?
Nogle lande har i dag udlagt mere end 25 procent af deres landareal til beskyttede områder, hvor biodiversitet har første prioritet. Men andre lande halter langt bagefter. Og det ser lige nu ud til at blive et af de punkter, ministrene skal tage stilling til i et delmål i den strategiske plan for at redde verdens natur. Vi krydser fingre for, at politikerne også vil gå efter de ambitiøse løsninger, så vi når et vigtigt skridt videre med at sikre biodiversiteten inden 2020.
Gode historier fra verden
Efterhånden som drøftelserne bliver lukket, punkt for punkt, bliver forhandlerne arbejdsløse. De driver rundt mellem hinanden, mellem lokalerne og spørger hinanden om, hvad seneste nyt er. Flere har fået tid til at følge de mange side-events, som forløber parallelt med forhandlingerne. Her kappes både myndigheder og organisationer om at berette om de gode erfaringer fra hele verden.
Ved Balis nordkyst har man for eksempel haft succes med at genskabe koralrev ved at nedsænke store metalgitre på havbunden, placere babykoraller ovenpå - og så sende ganske lidt strøm igennem. Det har fået korallerne til at vokse 5-6 gange hurtigere end normalt. Det både genskaber en ødelagt naturtype og fungerer som kystsikring. Andre har gode ideer til, hvordan man får lokale borgere til at involvere sig i naturbeskyttelse eller bæredygtig brug af naturressourcerne. Både genopretning, bæredygtig brug af ressourcerne og involvering af lokale i naturbeskyttelse er vigtige elementer i at vende tilbagegang til fremgang.
fredag den 29. oktober 2010
onsdag den 27. oktober 2010
Stjernestøv i Nagoya
Så sker der noget! Prominente personer strømmer til COP 10. Højniveaumødet starter i dag, men allerede i går holdt flere miljøministre møde om REDD+ - et partnerskab om reduktion af CO2 ved at undgå afskovning og øge skovarealet.
Men det er ikke kun alverdens miljøministre, som kommer til COP 10. Harrison Ford, som er ambassadør for Conservation Internationals program for beskyttede områder, er også ankommet i går. Flere håber at få et glimt af skuespilleren, som kaster lidt stjernestøv på alle de mange mørke jakkesæt.
Ambassadører giver omtale
Nogle mener, at berømtheder fjerner fokus fra det, det i virkeligheden handler om. Men jeg mener nu det modsatte. Når de stiller deres person til rådighed for en sag, trækker det som regel flere medier til, og så bliver det lettere at kommunikere de udfordringer, vi står overfor: at beskytte alt liv på jorden og genoprette de økosystemer og økosystemtjenester, som vi har ødelagt gennem de sidste 50-100 år.
Fx ville journalisten og tv-værten Anders Lund Madsen gerne være Ambassadør for Countdown 2010 initiativet og underskrev derfor et brev til alle 98 danske borgmestre med en opfordring til at passe bedre på Danmarks Natur.
Men langt det bedste ville selvfølgelig være, hvis nu al verdens miljøministre og regeringer af sig selv tog de initiativer, som skal til for at vende tabet af arter og økosystemer til frodig udvikling.
Topmødet nærmer sig sin afslutning
COP 10 synger på sidste vers, det er op til miljøministrene at træffe de nødvendige og fremadrettede beslutninger, som vil gavne fremtidige generationer. Snart holder alle i Japan vejret i spændt forventning eller gør et sidste forsøg på at påvirke beslutningerne.
Men det er ikke kun alverdens miljøministre, som kommer til COP 10. Harrison Ford, som er ambassadør for Conservation Internationals program for beskyttede områder, er også ankommet i går. Flere håber at få et glimt af skuespilleren, som kaster lidt stjernestøv på alle de mange mørke jakkesæt.
Ambassadører giver omtale
Nogle mener, at berømtheder fjerner fokus fra det, det i virkeligheden handler om. Men jeg mener nu det modsatte. Når de stiller deres person til rådighed for en sag, trækker det som regel flere medier til, og så bliver det lettere at kommunikere de udfordringer, vi står overfor: at beskytte alt liv på jorden og genoprette de økosystemer og økosystemtjenester, som vi har ødelagt gennem de sidste 50-100 år.
Fx ville journalisten og tv-værten Anders Lund Madsen gerne være Ambassadør for Countdown 2010 initiativet og underskrev derfor et brev til alle 98 danske borgmestre med en opfordring til at passe bedre på Danmarks Natur.
Men langt det bedste ville selvfølgelig være, hvis nu al verdens miljøministre og regeringer af sig selv tog de initiativer, som skal til for at vende tabet af arter og økosystemer til frodig udvikling.
Topmødet nærmer sig sin afslutning
COP 10 synger på sidste vers, det er op til miljøministrene at træffe de nødvendige og fremadrettede beslutninger, som vil gavne fremtidige generationer. Snart holder alle i Japan vejret i spændt forventning eller gør et sidste forsøg på at påvirke beslutningerne.
tirsdag den 26. oktober 2010
Biopirateri, dodofugle og eksemplariske Costa Rica
Aftalen om biopirateri og den globale plan om beskyttelse af biodiversitet er blevet forhandlet hele weekenden. Særligt svært er det at blive enige om, hvor stor en andel af land og havområder der skal være beskyttede, og om der skal stå noget i aftalen om genopretning af økosystemer og økosystemtjenester.
Der er enighed om, at der skal være regler for adgangen til og udnyttelsen af de genetiske ressourcer – men hvordan reglerne skal udformes, det er straks noget andet. Med andre ord: Der er afmatning og udmatning i forhandlingerne. Vi ved hvor parterne står, deres synspunkter og argumenter for de forskellige positioner er velkendte.
NGO’erne råber op
Mens forhandlerne sidder og slås om kommaer og ordlyd, så har de mange interesseorganisationer travlt med at gøre opmærksom på deres syn på sagen. Det handler om at få forhandlerne til at skifte mening og være mere fleksible, så verden får bedre aftaler, og vi får sikret livet på jorden.
For NGO’erne handler det om at fortælle verden gennem medierne, hvilke beslutninger de forskellige lande er villige til at tage, og hvor de modsætter sig vigtige mål og virkemidler. Ingen af konventionens parter ønsker dårlig omtale i hjemlandet, men det fik EU og Canada i går.
EU blev ugens dodo
CBD Alliance uddelte den såkaldte Dodo Award i går. Det er prisen for at udvise en fuldstændig og bemærkelsesværdig evne til ikke at udvikle sig overhovedet og stå i vejen for, at vigtige aftaler kan indgås. Prisen gik til Canada og EU. Suk – jeg ville gerne kunne være stolt af at være europæer og dansker. Men det kan man ikke altid være.
Årsagen til, at EU fik prisen, er, at EU har meget svært ved at finde ud af, hvordan reglerne for at undgå biopirateri skal udformes. Der er store økonomiske interesser på spil: Frankrig har en omfattende kosmetikindustri, og Tyskland har en tilsvarende vigtig medicinalindustri. De er bange for at skulle betale store summer for i fremtiden at få adgang til at hente genetisk materiale i regnskove og ved koralrev, som de kan bruge til at udvikle nye produkter.
Lyspunkt og forbilleder trods alt
I Danmark ser det heldigvis ud til at industrien gerne vil betale prisen for adgang til genetiske ressourcer. Dansk Industri har nemlig indset, at det betaler sig at bevare den biologiske mangfoldighed. Det handler om at have et fundament for fremtidig forretning og signalere til de politiske forbrugere, at virksomhederne er etisk ansvarlige.
Heldigvis sker der også gode ting. Som modvægt til Dodo Awarden, har World Future Council uddelt en pris til det land i verden, som har lavet den bedste lovgivning til bevaring af biodiversitet. Det blev Costa Rica, som løb af med guldet, og dem vi skal vende blikket imod, når vi i fremtiden skal forbedre vores naturlovgivning.
Costa Rica har med sin biodiversitetslov indtil nu beskyttet 26 procent af sit areal. De har som det første udviklingsland stoppet afskovning og er i gang med at genoprette skov. Landet er pioner i økoturisme og ligger nummer et i Happy Planet Index 2009. Et rigtig godt eksempel, som flere lande inkl. Danmark burde følge.
Der er enighed om, at der skal være regler for adgangen til og udnyttelsen af de genetiske ressourcer – men hvordan reglerne skal udformes, det er straks noget andet. Med andre ord: Der er afmatning og udmatning i forhandlingerne. Vi ved hvor parterne står, deres synspunkter og argumenter for de forskellige positioner er velkendte.
NGO’erne råber op
Mens forhandlerne sidder og slås om kommaer og ordlyd, så har de mange interesseorganisationer travlt med at gøre opmærksom på deres syn på sagen. Det handler om at få forhandlerne til at skifte mening og være mere fleksible, så verden får bedre aftaler, og vi får sikret livet på jorden.
For NGO’erne handler det om at fortælle verden gennem medierne, hvilke beslutninger de forskellige lande er villige til at tage, og hvor de modsætter sig vigtige mål og virkemidler. Ingen af konventionens parter ønsker dårlig omtale i hjemlandet, men det fik EU og Canada i går.
EU blev ugens dodo
CBD Alliance uddelte den såkaldte Dodo Award i går. Det er prisen for at udvise en fuldstændig og bemærkelsesværdig evne til ikke at udvikle sig overhovedet og stå i vejen for, at vigtige aftaler kan indgås. Prisen gik til Canada og EU. Suk – jeg ville gerne kunne være stolt af at være europæer og dansker. Men det kan man ikke altid være.
Årsagen til, at EU fik prisen, er, at EU har meget svært ved at finde ud af, hvordan reglerne for at undgå biopirateri skal udformes. Der er store økonomiske interesser på spil: Frankrig har en omfattende kosmetikindustri, og Tyskland har en tilsvarende vigtig medicinalindustri. De er bange for at skulle betale store summer for i fremtiden at få adgang til at hente genetisk materiale i regnskove og ved koralrev, som de kan bruge til at udvikle nye produkter.
Lyspunkt og forbilleder trods alt
I Danmark ser det heldigvis ud til at industrien gerne vil betale prisen for adgang til genetiske ressourcer. Dansk Industri har nemlig indset, at det betaler sig at bevare den biologiske mangfoldighed. Det handler om at have et fundament for fremtidig forretning og signalere til de politiske forbrugere, at virksomhederne er etisk ansvarlige.
Heldigvis sker der også gode ting. Som modvægt til Dodo Awarden, har World Future Council uddelt en pris til det land i verden, som har lavet den bedste lovgivning til bevaring af biodiversitet. Det blev Costa Rica, som løb af med guldet, og dem vi skal vende blikket imod, når vi i fremtiden skal forbedre vores naturlovgivning.
Costa Rica har med sin biodiversitetslov indtil nu beskyttet 26 procent af sit areal. De har som det første udviklingsland stoppet afskovning og er i gang med at genoprette skov. Landet er pioner i økoturisme og ligger nummer et i Happy Planet Index 2009. Et rigtig godt eksempel, som flere lande inkl. Danmark burde følge.
søndag den 24. oktober 2010
Status på ugens forhandlinger i Nagoya
Her i Nagoya har arbejdsgrupperne nu gjort status på, hvordan arbejdet skrider frem. Der er gjort fremskridt på mange fronter. De ukomplicerede beslutninger er forhandlet på plads i arbejdsgrupperne og venter på endelig vedtagelse, når alle verdens lande skal underskrive og godkende arbejdet om en uge.
Der er også gjort fremskridt med målsætningerne i den strategiske plan. De 20 delmål er behandlet og stort set klar til at blive diskuteret med alle parterne. Men man mangler helt at diskutere det overordnede strategiske mål og en vision for alt liv på kloden i 2050.
Protokollen om biopirateri
Forhandlingerne om en ny forpligtende protokol – en aftale om, hvordan man kommer biopirateri til livs, ser også ud til at være inden for rækkevidde. Biopirateri ser vi eksempelvis i dag, når den vestlige industrier udnytter fattige landes økosystemer til at udvikle nye produkter – men gør det uden at betale.
En protokol om biopirateri kræver dog, at landende bliver mere fleksible, så de kan mødes med hinanden om, hvordan nationale stater, forskere og erhvervsliv i fremtiden skal lave aftaler med hinanden om, hvor meget genetisk materiale der må hentes, og hvad det skal koste.
Måske kommer der en fond, hvor en del af de penge ,som forskere og erhvervsliv skal betale for at få lov at hente enzymer eller genetisk materiale fra planter og dyr, skal bruges på at beskytte naturen, der hvor den er allermest værdifuld og sårbar. Men det kan stadig nå at gå i hårknude.
Forhandlingens kerne
Hvis ikke de udviklede lande er indstillet på at yde en større støtte til udviklingslandene, så vil udviklingslandene ikke være med til at have ambitiøse målsætninger for, hvordan vi hjælper den biologiske mangfoldighed frem mod 2020. Uden passende midler, så lader det sig ikke gøre at føre målsætningerne i den strategiske plan ud i livet. Og så er den betydningsløs.
I næste uge har 110 miljøministre meldt deres ankomst. De skal bidrage til at få de løsninger på plads, som forhandlerne ikke kan klare alene. Jeg håber, at den danske miljøminister, Karen Ellemann, også vil arbejde for en plan med klare, opnåelige og ambitiøse mål, og at hun hjælper med at mobilisere de ressourcer, som skal til.
Der er også gjort fremskridt med målsætningerne i den strategiske plan. De 20 delmål er behandlet og stort set klar til at blive diskuteret med alle parterne. Men man mangler helt at diskutere det overordnede strategiske mål og en vision for alt liv på kloden i 2050.
Protokollen om biopirateri
Forhandlingerne om en ny forpligtende protokol – en aftale om, hvordan man kommer biopirateri til livs, ser også ud til at være inden for rækkevidde. Biopirateri ser vi eksempelvis i dag, når den vestlige industrier udnytter fattige landes økosystemer til at udvikle nye produkter – men gør det uden at betale.
En protokol om biopirateri kræver dog, at landende bliver mere fleksible, så de kan mødes med hinanden om, hvordan nationale stater, forskere og erhvervsliv i fremtiden skal lave aftaler med hinanden om, hvor meget genetisk materiale der må hentes, og hvad det skal koste.
Måske kommer der en fond, hvor en del af de penge ,som forskere og erhvervsliv skal betale for at få lov at hente enzymer eller genetisk materiale fra planter og dyr, skal bruges på at beskytte naturen, der hvor den er allermest værdifuld og sårbar. Men det kan stadig nå at gå i hårknude.
Forhandlingens kerne
Hvis ikke de udviklede lande er indstillet på at yde en større støtte til udviklingslandene, så vil udviklingslandene ikke være med til at have ambitiøse målsætninger for, hvordan vi hjælper den biologiske mangfoldighed frem mod 2020. Uden passende midler, så lader det sig ikke gøre at føre målsætningerne i den strategiske plan ud i livet. Og så er den betydningsløs.
I næste uge har 110 miljøministre meldt deres ankomst. De skal bidrage til at få de løsninger på plads, som forhandlerne ikke kan klare alene. Jeg håber, at den danske miljøminister, Karen Ellemann, også vil arbejde for en plan med klare, opnåelige og ambitiøse mål, og at hun hjælper med at mobilisere de ressourcer, som skal til.
lørdag den 23. oktober 2010
De svære kompromiser
Vi sidder ca. 150 mennesker tæt pakket i et lille rum. Luften er indelukket, og forhandlingerne har stået på i 6 stive timer, men vi er kun lige begyndt. For det er nemt at blive enige om, at alle mennesker senest i 2020 skal kende til de værdier, der knytter sig til biodiversitet og vide, hvad de selv kan gøre for at bevare biodiversiteten og bruge naturressourcerne på en bæredygtig måde. Men det er knap så let at blive enige om, hvordan vi bedst beskytter biodiversiteten.
Fremtidens fiskefangst
Landene er enige om, at overudnyttelse af fiskebestandene ikke er klogt. Men nogle har svært ved at sætte sig ud over den kortsigtede handelsværdi ved at fiske alt, hvad de kan fange uden hensyntagen til, om fangstmetoderne ødelægger havbunden og tangskovene og dermed fiskenes gydepladser og gemmesteder.
Andre lande har allerede mærket konsekvenserne, som landene omkring Victoriasøen i Afrika, hvor der ikke er mange spisefisk at hente længere. Sådanne lande vil have mål, som sikrer, at fremtidens fiskebestande ikke ødelægges, og at man får en målsætning om at genoprette de sårbare og truede fiskebestande.
Forhandlingerne ender foreløbigt med, at der bliver oprettet en problemknusergruppe, der skal komme med et helt friskt forslag til målsætning omkring fiskeri.
Spørgmålet om naturbeskyttelse
Vi går i stedet videre til at snakke om beskyttede områder. Hvilke økosystemer skal særligt nævnes, og hvor store arealer skal beskyttes? Forhandlerne er uenige om målsætningen. Og der er der brug for forskere og NGO’er, som er dem, der virkelig har styr på, hvordan naturen har det.
Den internationale naturbeskyttelsesorganisation, IUCN, oplyser, at vi i dag globalt har beskyttet 12,9 procent af jordens areal og ca. 1 procent af havarealet. Og der findes i forvejen et mål om, at 10 procent af havarealet skal være beskyttet i 2012. Det betyder, at målene for 2020 skal være mere ambitiøse end det. Men hvor meget er det egentligt nødvendigt at beskytte, spørger Malaysia? Det kan ingen rigtig svare på, og vi går i stå.
Fremtidens fiskefangst
Landene er enige om, at overudnyttelse af fiskebestandene ikke er klogt. Men nogle har svært ved at sætte sig ud over den kortsigtede handelsværdi ved at fiske alt, hvad de kan fange uden hensyntagen til, om fangstmetoderne ødelægger havbunden og tangskovene og dermed fiskenes gydepladser og gemmesteder.
Andre lande har allerede mærket konsekvenserne, som landene omkring Victoriasøen i Afrika, hvor der ikke er mange spisefisk at hente længere. Sådanne lande vil have mål, som sikrer, at fremtidens fiskebestande ikke ødelægges, og at man får en målsætning om at genoprette de sårbare og truede fiskebestande.
Forhandlingerne ender foreløbigt med, at der bliver oprettet en problemknusergruppe, der skal komme med et helt friskt forslag til målsætning omkring fiskeri.
Spørgmålet om naturbeskyttelse
Vi går i stedet videre til at snakke om beskyttede områder. Hvilke økosystemer skal særligt nævnes, og hvor store arealer skal beskyttes? Forhandlerne er uenige om målsætningen. Og der er der brug for forskere og NGO’er, som er dem, der virkelig har styr på, hvordan naturen har det.
Den internationale naturbeskyttelsesorganisation, IUCN, oplyser, at vi i dag globalt har beskyttet 12,9 procent af jordens areal og ca. 1 procent af havarealet. Og der findes i forvejen et mål om, at 10 procent af havarealet skal være beskyttet i 2012. Det betyder, at målene for 2020 skal være mere ambitiøse end det. Men hvor meget er det egentligt nødvendigt at beskytte, spørger Malaysia? Det kan ingen rigtig svare på, og vi går i stå.
Brug for høje målsætninger
Efter dagens forhandlinger er jeg til en af topmødets sideevent, hvor Conservation International netop fortæller om, hvor meget de mener, der er behov for at beskytte: Mindst 25 procent af landarealet og 15 procent af havarealet, hvis vi vil beskytte de mest sårbare og sjældne arter.
Men skal økosystemerne være velfungerende og fortsætte med at give os rent vand og føde, ligger tallet i nærheden af 50 procent for landarealerne, mener Conservation International.
Problemet her er usikkerheden. Forskerne mangler ganske enkelt viden om, hvordan økosystemerne fungerer. Men det står klart, at der er behov for en stærkere målsætning, hvis det virkelig skal batte.
Efter dagens forhandlinger er jeg til en af topmødets sideevent, hvor Conservation International netop fortæller om, hvor meget de mener, der er behov for at beskytte: Mindst 25 procent af landarealet og 15 procent af havarealet, hvis vi vil beskytte de mest sårbare og sjældne arter.
Men skal økosystemerne være velfungerende og fortsætte med at give os rent vand og føde, ligger tallet i nærheden af 50 procent for landarealerne, mener Conservation International.
Problemet her er usikkerheden. Forskerne mangler ganske enkelt viden om, hvordan økosystemerne fungerer. Men det står klart, at der er behov for en stærkere målsætning, hvis det virkelig skal batte.
torsdag den 21. oktober 2010
Hvis Tuvalu forsvinder....
Så er jeg kommet op på cyklen igen. Flere delegerede her i Nagoya har lejet cykler, så vi kan cykle til konferencecenteret i stedet for at tage busser eller metro. Det er en dejlig tur på 15 minutter langs en af de mange kanaler, som leder ud til den bugt, Nagoya ligger ved.
Nu er også forhandlingerne om klima og biodiversitet blevet åbnet. I Danmark er forskerne ganske vist enige om, at den største udfordring for biodiversiteten er det intensive landbrug, som optager to tredjedele af landarealet og tilfører alt for mange næringsstoffer. Men klimaændringerne har også betydning for biodiversiteten.
Ændrede temperaturer betyder, at nogle arter får det for varmt eller tørt, og at deres levesteder, økosystemerne, ændres så meget, at der ikke længere er egnede levesteder. Så må arterne flytte. Problemet er bare, at der for eksempel er for langt mellem for to skove, eller at arterne skal flytte sig gennem en landbrugsørken. Og så er chancerne for nå frem små.
Det samme gælder i havene, hvor blandt andet temperaturstigninger får levesteder som tangskove til at forsvinde. Dermed forsvinder også skjulesteder for fisk og smådyr. Men at høre repræsentanten for Tuvalu rejse sig op og fortælle, at hans hjemland er i fare for at forsvinde på grund af havstigninger som resultat af klimaforandring – og at Tuvalus biodiversitet dermed er den allermest truede i verden; det gør indtryk. Og det fortæller alle, at der er behov for at finde løsninger, som modsvarer de udfordringer, vi står overfor.
Det får mig til at tænke på nogle ord, som Pavan Sukhdev, leder af TEEB studierne, sagde på en konference i Belgien i september: ”It is not that easy to find another planet to live on”.
Det siger meget om, hvor vigtigt både klima- og biodiversitetsspørgsmålet er, og hvorfor dette FN-topmøde er årtiets vigtigste møde for naturen.
Nu er også forhandlingerne om klima og biodiversitet blevet åbnet. I Danmark er forskerne ganske vist enige om, at den største udfordring for biodiversiteten er det intensive landbrug, som optager to tredjedele af landarealet og tilfører alt for mange næringsstoffer. Men klimaændringerne har også betydning for biodiversiteten.
Ændrede temperaturer betyder, at nogle arter får det for varmt eller tørt, og at deres levesteder, økosystemerne, ændres så meget, at der ikke længere er egnede levesteder. Så må arterne flytte. Problemet er bare, at der for eksempel er for langt mellem for to skove, eller at arterne skal flytte sig gennem en landbrugsørken. Og så er chancerne for nå frem små.
Det samme gælder i havene, hvor blandt andet temperaturstigninger får levesteder som tangskove til at forsvinde. Dermed forsvinder også skjulesteder for fisk og smådyr. Men at høre repræsentanten for Tuvalu rejse sig op og fortælle, at hans hjemland er i fare for at forsvinde på grund af havstigninger som resultat af klimaforandring – og at Tuvalus biodiversitet dermed er den allermest truede i verden; det gør indtryk. Og det fortæller alle, at der er behov for at finde løsninger, som modsvarer de udfordringer, vi står overfor.
Det får mig til at tænke på nogle ord, som Pavan Sukhdev, leder af TEEB studierne, sagde på en konference i Belgien i september: ”It is not that easy to find another planet to live on”.
Det siger meget om, hvor vigtigt både klima- og biodiversitetsspørgsmålet er, og hvorfor dette FN-topmøde er årtiets vigtigste møde for naturen.
onsdag den 20. oktober 2010
Hav og store pengesummer på dagsordenen
Her på 3. dagen i Nagoya er jeg ved at finde en rutine: Morgenbriefing med den danske delegation kl.7-8, blogskriblerier, emails og dagens tekst bliver klaret inden 10. Og så starter de to arbejdsgrupper, som alt embedsmændsarbejdet er organiseret i.
I dag har jeg fulgt spørgsmålet om økonomiske ressourcer, teknologioverførsel, videnoverførsel i forbindelse med biodiversitet. Det er et vigtigt spørgsmål, for det er afgørende for, om en ny strategisk plan bliver implementeret og et nyt biodiversitetsmål nået. Men det er også et konfliktfyldt spørgsmål, idet de helt store biologiske værdier findes i verdens fattigste lande.
Skal biodiversiteten sikres globalt uden rovdrift på unikke og essentielle økosystemer, så er der behov for, at de udviklede lande øger støtten til udviklingslande med værdifuld biologisk mangfoldighed. IUCN (International Union for Conservation of Nature) har anslået, at der skal tilføres 100 gange så mange midler til konventionsarbejdet i forhold til i dag over de næste 10 år, hvis den nuværende udvikling med tab af arter og forringelser af økosystemer skal vendes.
Havet - vores mest ukendte økosystemer
I går deltog jeg også i behandlingen af spørgsmålet om marin biodiversitet, som har fået stor opmærksomhed på grund af havets helt unikke økosystemer. FN har en målsætning om at et netværk af marine områder globalt inden 2012. Flere lande har allerede gjort et stort arbejde. Eksempelvis har Malaysia udpeget 148 beskyttede marine områder, hvoraf 15 procent dækker sårbare koralrev, og yderligere 32 øhavs-områder er på vej.
Rundt om forhandlingsbordet i Nagoya er alle enige om, at havene fortsat er meget uudforskede og derfor potentielt rummer mange ukendte arter og økosystemer af ukendt betydning. I et klimaperspektiv har parterne fokus på havenes betydning for optag af CO2, men vi mangler viden om, hvordan verdenshavene berøres af klimaændringer.
I Danmark kender vi bedst eksemplet om Golfstrømmen: Når isen smelter i Grønland og Arktis, fortyndes saltindholdet i Golfstrømmen, hvilket måske kan få Golfstrømmen til at gå helt i stå. Men endnu er der ingen forskere, der med sikkerhed ved, hvilke konsekvenser det får for økosystemerne og havenes fremtidige evne til at optage CO2.
Der er mange indtryk at holde styr på efter en dag med behandling af mange komplekse problemstillinger, men stemningen er god – der bliver lyttet til os NGO’er, og der er vilje til at arbejde på at løse de konflikter, mange af behandlingerne rummer.
I dag har jeg fulgt spørgsmålet om økonomiske ressourcer, teknologioverførsel, videnoverførsel i forbindelse med biodiversitet. Det er et vigtigt spørgsmål, for det er afgørende for, om en ny strategisk plan bliver implementeret og et nyt biodiversitetsmål nået. Men det er også et konfliktfyldt spørgsmål, idet de helt store biologiske værdier findes i verdens fattigste lande.
Skal biodiversiteten sikres globalt uden rovdrift på unikke og essentielle økosystemer, så er der behov for, at de udviklede lande øger støtten til udviklingslande med værdifuld biologisk mangfoldighed. IUCN (International Union for Conservation of Nature) har anslået, at der skal tilføres 100 gange så mange midler til konventionsarbejdet i forhold til i dag over de næste 10 år, hvis den nuværende udvikling med tab af arter og forringelser af økosystemer skal vendes.
Havet - vores mest ukendte økosystemer
I går deltog jeg også i behandlingen af spørgsmålet om marin biodiversitet, som har fået stor opmærksomhed på grund af havets helt unikke økosystemer. FN har en målsætning om at et netværk af marine områder globalt inden 2012. Flere lande har allerede gjort et stort arbejde. Eksempelvis har Malaysia udpeget 148 beskyttede marine områder, hvoraf 15 procent dækker sårbare koralrev, og yderligere 32 øhavs-områder er på vej.
Rundt om forhandlingsbordet i Nagoya er alle enige om, at havene fortsat er meget uudforskede og derfor potentielt rummer mange ukendte arter og økosystemer af ukendt betydning. I et klimaperspektiv har parterne fokus på havenes betydning for optag af CO2, men vi mangler viden om, hvordan verdenshavene berøres af klimaændringer.
I Danmark kender vi bedst eksemplet om Golfstrømmen: Når isen smelter i Grønland og Arktis, fortyndes saltindholdet i Golfstrømmen, hvilket måske kan få Golfstrømmen til at gå helt i stå. Men endnu er der ingen forskere, der med sikkerhed ved, hvilke konsekvenser det får for økosystemerne og havenes fremtidige evne til at optage CO2.
Der er mange indtryk at holde styr på efter en dag med behandling af mange komplekse problemstillinger, men stemningen er god – der bliver lyttet til os NGO’er, og der er vilje til at arbejde på at løse de konflikter, mange af behandlingerne rummer.
tirsdag den 19. oktober 2010
Grund til optimisme efter COP10’s første dag
Med udsigt til Nagoya skyline by night får I mine indtryk fra min første dag som repræsentant ved COP10 – FN’s topmøde om biodiversitet. Overordnet set forventer jeg et godt resultat af topmødet med et nyt mål og strategisk plan. Som vi møder ind på topmødets første dag, ligger der et stort og gennemarbejdet udkast med 20 målsætninger, som skal forhandles på plads. Der er generel enighed om at nå i mål med planen, og at den skal realiseres inden 2020.
Flere lande presser på for en ambitiøs plan med Norge i spidsen. Desuden er flere lande indstillet på, at fiskeri skal foregå bæredygtigt fremover, og at man gerne vil have det indarbejdet bedre. En sådan international aftale ville være et stort skridt på vejen for de maritime økosystemer, der i dag bliver fisket over evne mange steder.
Men altså her på førstedagen har der ikke været de store uoverensstemmelser. Det kan selvfølgelig altid komme sidenhen, når forhandlingerne starter for alvor. Især finansiering bliver en helt central diskussion.
De norske samer i Nagoya
Efter åbningen af topmødet var der reception for alle deltagende, hvor jeg talte med norske samer om oprindelige folks rettigheder i forhold til beskyttelse og benyttelse af naturen. FN er fast besluttet på, at de mange oprindelige folkeslag som eksempelvis samerne skal være repræsenteret. Det skyldes, at mange af de økosystemer, som den vestlige verden udnytter til udvikling af eksempelvis ny medicin eller kosmetik, er fra steder, hvor stammefolk er dybt afhængige af naturen omkring dem.
Det er blandt andet derfor, at ABS-forhandlingerne (Action and Benefit Sharing eller på dansk adgang til og udbyttedeling ved udnyttelse af genetiske ressource) er så vigtige ved dette topmøde. Pt. kan ABS-forhandlingerne falde ud til begge sider, men et solidt udkast til protokollen ligger klar, og forhandlingerne starter i morgen sammen med arbejdet på den strategiske plan.
Flere lande presser på for en ambitiøs plan med Norge i spidsen. Desuden er flere lande indstillet på, at fiskeri skal foregå bæredygtigt fremover, og at man gerne vil have det indarbejdet bedre. En sådan international aftale ville være et stort skridt på vejen for de maritime økosystemer, der i dag bliver fisket over evne mange steder.
Men altså her på førstedagen har der ikke været de store uoverensstemmelser. Det kan selvfølgelig altid komme sidenhen, når forhandlingerne starter for alvor. Især finansiering bliver en helt central diskussion.
De norske samer i Nagoya
Efter åbningen af topmødet var der reception for alle deltagende, hvor jeg talte med norske samer om oprindelige folks rettigheder i forhold til beskyttelse og benyttelse af naturen. FN er fast besluttet på, at de mange oprindelige folkeslag som eksempelvis samerne skal være repræsenteret. Det skyldes, at mange af de økosystemer, som den vestlige verden udnytter til udvikling af eksempelvis ny medicin eller kosmetik, er fra steder, hvor stammefolk er dybt afhængige af naturen omkring dem.
Det er blandt andet derfor, at ABS-forhandlingerne (Action and Benefit Sharing eller på dansk adgang til og udbyttedeling ved udnyttelse af genetiske ressource) er så vigtige ved dette topmøde. Pt. kan ABS-forhandlingerne falde ud til begge sider, men et solidt udkast til protokollen ligger klar, og forhandlingerne starter i morgen sammen med arbejdet på den strategiske plan.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
