14 dage med intense forhandlinger nåede deres afslutning i de tidlige morgentimer lørdag. Efter lange og svære forhandlinger – og mange timers venten - nåede parterne endelig til enighed om at fordoble den internationale finansiering af biodiversitetstiltag inden 2015.
Der vil i den sidste ende komme den rige natur i udviklingslandene til gode. Aftalen betyder, at der på globalt plan gives yderligere 5 milliarder US$ mere til udviklingslandene, således at puljen hvert år frem til 2015 er på ca. 10 milliarder US$. Her skulle man tro, at alle i salen rejste sig op, hujede og smed hattene i vejret i bar begejstring. Men det beløb skal ses i forhold til et anslået finansieringsbehov på 200 milliarder US$ årligt. Det er, hvad der skal til, hvis de 20 Aichi-biodiversitetsmål skal realiseres i overensstemmelse med aftalen fra 2010, anslår bl.a. WWF International.
Håbet var, at parterne ville indgå en økonomisk aftale, som ville give et solidt afsæt for arbejdet med at sikre verdens natur frem mod 2020 - i overensstemmelse med den kurs der er lagt i de 20 Aichi-biodiversitetsmål. Men aftalen ser altså ud til langt fra at sikre de ressourcer, der skal til for at nå de ambitiøse mål, som man gav håndslag på i Japan for to år siden.
Aftalen efterlader et stort hul
Et skuffende ambitionsniveau set med NGO-briller. Den afspejler ikke den værdi, den biologiske mangfoldighed og økosystemtjenesterne har for vores samfund verden over. Aftalen efterlader et stort hul, som skal fyldes op enten af de enkelte landes egne regeringer, eller gennem donationer fra fonde eller erhvervsliv. Og ved at udfase incitamenter og virkemidler, som skader den biologiske mangfoldighed.
Aftalen fra COP 11 lader alt op til hver enkelt nation, så vi kan forudse en fortsat opgave i at rejse penge til investeringer i naturen ikke bare i udviklingslandende, men også i Danmark, hvor vi også har konstateret et gab mellem behovet for investering i naturbeskyttelse og naturgenopretning og så de til rådighed stående midler.
Selv om resultatet på finansieringsområdet ikke er tilfredsstillende, er det væsentligt, at parterne overhovedet lykkedes med at nå hinanden. Alternativet kunne meget vel have været et foreløbigt punktum for arbejdet med at standse tabet af biologisk mangfoldighed, hvilket kunne have været en katastrofal udgang på COP 11.
Gode elementer at glæde sig over
Der er dog er elementer fra COP 11, man kan glæde sig over. Parterne så hinanden i øjnene og opfordrede kraftigt de lande, der endnu ikke har påbegyndt at udarbejde eller revidere deres nationale strategier og handlingsplaner for biologisk mangfoldighed, til at få det arbejde på plads inden for to år.
Og det lykkedes at få godkendt en liste med marine områder, som er særlige værdifulde for den biologiske mangfoldighed, hvilket er et vigtigt skridt videre i retning af at få udlagt 10 procent af det globale havareal til beskyttede områder inden 2020. Et område, som Danmark og Grønland har lagt en stor indsats for at få lagt i et godt spor.
lørdag den 20. oktober 2012
tirsdag den 16. oktober 2012
Det er nu, der skal vises statsmandskab
I dag åbnede Indiens præmiereminister konferencen for de ministre, som deltager i højniveau-delen på COP11. Det er ministrene, der skal nå til enighed om de aftaler, som forhandlerne ikke har kunnet løse i løbet af COP’en. Aftaler, som til syvende og sidst handler om politiske prioriteringer og vilje.
Præmiereministeren lagde flot ud med at bekræfte, at Indien ønsker at tiltræde Nagoya-protokollen om adgang til de genetiske ressourcer og fair fordeling ved udbyttet fra deres anvendelse. Han fortalte, at den Indiske regering har besluttet at give 50 millioner US$ til arbejdet med at nå biodiversitetsmålene og til at støtte udviklingslande i deres arbejde for biologisk mangfoldighed. Det lægger et vist pres på de rige samfund i nord.
Den japanske miljøminister erklærede, at den japanske regering fortsat vil donere penge via den japanske biodiversitetsfond. Fonden blev stiftet ved COP 10 i Nagoya og skal bistå udviklingslande i deres naturindsats - og hjælpe dem med at blive klædt på til at tiltræde Nagoya-protokollen for at undgå biopirateri.
Miljøministeren fortsatte: Der blev truffet vanskelige men nødvendige beslutninger i Japan ved COP 10. Her i Indien må vi tage det næste svære skridt og mobilisere de nødvendige ressourcer. Der er kun otte år til de nye biodiversitetsmål skal være nået, og tabet af biologisk mangfoldighed skal være stoppet globalt. Der er ikke tid til nøl.
Vis lederskab
Den Indiske minister for Miljø og Skov supplerede: Det er nu I skal vise statsmandskab og lederskab, nu I skal mødes og drøfte, hvordan vi i fællesskab finder ressourcer til at løfte opgaven med at nå de ambitiøse biodiversitetsmål. Vi må strække os for at nå til løsninger, så vi ikke fejler som i 2010.
UNEP’s generaldirektør, Achim Steiner, opsummerede opgaven overfor regeringsrepræsentanterne på denne måde:
Når alt kommer til alt, så er opgaven at finde ud af, hvordan 7 milliarder mennesker kan sameksistere på bæredygtig vis. Vi mangler fortsat på regeringsniveau at anerkende den værdi biologisk mangfoldighed og økosystemtjenester har for vores samfund. Man tager alvorligt fejl, hvis man tror, at kloden ikke påvirkes negativt, når over 50 procent af dens økosystemer enten er ødelagt eller stærkt forringede inden for de seneste 100 år. Jeg håber, I kan løfte denne COP’s dagsorden til ikke bare at være en dagsorden, men en vej frem mod 2020, sagde Achim Steiner.
Med dette in mente skal regeringsrepræsentanter fra mindst 70 lande i de næste dage behandle de endnu uløste problemer. Vigtigst af dem alle er naturligvis spørgsmålet om, hvor mange penge man kan nå til enighed om at finde til bevaring og udvikling af den biologiske mangfoldighed i verden, både i de nationale budgetter og gennem udviklingshjælp. Og med hvilken hastighed nationerne vil øge finansieringen af biodiversitetsinitiativer. Indtil der er gennembrud blandt de politiske repræsentanter, ja så må vi vente på ”hvid røg”.
Lyt til verdens borgere
Man kan kun håbe på, at de politiske repræsentanter vil have in mente, hvad deres befolkninger ønsker af dem. Blandt andet ønsker de yderligere politiske skridt for at stoppe tabet af biodiversitet. Det var en klar tilkendegivelse fra de borgertopmøder om biodiversitet, der er gennemført i 25 lande verden over tidligere i år. Deltagerne på disse møder – som repræsenterer mennesker fra alle samfundslag og i alle aldre – lagde også vægt på, at størsteparten af verdens befolkning efter deres overbevisning er alvorligt påvirket af tabet af biologisk mangfoldighed. De ønsker derfor, at politikerne prioriterer etablering af nye beskyttede naturområder højere end økonomiske målsætninger. Og at de gennemfører en større indsats for at beskytte naturområder. Endelig mener de adspurgte, at de incitamenter, som fører til rovdrift på fiskebestande, skal udfases.
Præmiereministeren lagde flot ud med at bekræfte, at Indien ønsker at tiltræde Nagoya-protokollen om adgang til de genetiske ressourcer og fair fordeling ved udbyttet fra deres anvendelse. Han fortalte, at den Indiske regering har besluttet at give 50 millioner US$ til arbejdet med at nå biodiversitetsmålene og til at støtte udviklingslande i deres arbejde for biologisk mangfoldighed. Det lægger et vist pres på de rige samfund i nord.
Den japanske miljøminister erklærede, at den japanske regering fortsat vil donere penge via den japanske biodiversitetsfond. Fonden blev stiftet ved COP 10 i Nagoya og skal bistå udviklingslande i deres naturindsats - og hjælpe dem med at blive klædt på til at tiltræde Nagoya-protokollen for at undgå biopirateri.
Miljøministeren fortsatte: Der blev truffet vanskelige men nødvendige beslutninger i Japan ved COP 10. Her i Indien må vi tage det næste svære skridt og mobilisere de nødvendige ressourcer. Der er kun otte år til de nye biodiversitetsmål skal være nået, og tabet af biologisk mangfoldighed skal være stoppet globalt. Der er ikke tid til nøl.
Vis lederskab
Den Indiske minister for Miljø og Skov supplerede: Det er nu I skal vise statsmandskab og lederskab, nu I skal mødes og drøfte, hvordan vi i fællesskab finder ressourcer til at løfte opgaven med at nå de ambitiøse biodiversitetsmål. Vi må strække os for at nå til løsninger, så vi ikke fejler som i 2010.
UNEP’s generaldirektør, Achim Steiner, opsummerede opgaven overfor regeringsrepræsentanterne på denne måde:
Når alt kommer til alt, så er opgaven at finde ud af, hvordan 7 milliarder mennesker kan sameksistere på bæredygtig vis. Vi mangler fortsat på regeringsniveau at anerkende den værdi biologisk mangfoldighed og økosystemtjenester har for vores samfund. Man tager alvorligt fejl, hvis man tror, at kloden ikke påvirkes negativt, når over 50 procent af dens økosystemer enten er ødelagt eller stærkt forringede inden for de seneste 100 år. Jeg håber, I kan løfte denne COP’s dagsorden til ikke bare at være en dagsorden, men en vej frem mod 2020, sagde Achim Steiner.
Med dette in mente skal regeringsrepræsentanter fra mindst 70 lande i de næste dage behandle de endnu uløste problemer. Vigtigst af dem alle er naturligvis spørgsmålet om, hvor mange penge man kan nå til enighed om at finde til bevaring og udvikling af den biologiske mangfoldighed i verden, både i de nationale budgetter og gennem udviklingshjælp. Og med hvilken hastighed nationerne vil øge finansieringen af biodiversitetsinitiativer. Indtil der er gennembrud blandt de politiske repræsentanter, ja så må vi vente på ”hvid røg”.
Lyt til verdens borgere
Man kan kun håbe på, at de politiske repræsentanter vil have in mente, hvad deres befolkninger ønsker af dem. Blandt andet ønsker de yderligere politiske skridt for at stoppe tabet af biodiversitet. Det var en klar tilkendegivelse fra de borgertopmøder om biodiversitet, der er gennemført i 25 lande verden over tidligere i år. Deltagerne på disse møder – som repræsenterer mennesker fra alle samfundslag og i alle aldre – lagde også vægt på, at størsteparten af verdens befolkning efter deres overbevisning er alvorligt påvirket af tabet af biologisk mangfoldighed. De ønsker derfor, at politikerne prioriterer etablering af nye beskyttede naturområder højere end økonomiske målsætninger. Og at de gennemfører en større indsats for at beskytte naturområder. Endelig mener de adspurgte, at de incitamenter, som fører til rovdrift på fiskebestande, skal udfases.
fredag den 12. oktober 2012
Forhandlinger i hårdknude
COP 11 er ved at nå afslutningen af første uge. Og det ser ikke for godt ud i forhold til at nå et tilfredsstillende resultat på de vigtige forhandlinger om, hvem der skal betale for, og hvor meget der skal betales for at bevare verdens natur. Fronterne er trukket skarpt op mellem nord og syd, og forhandlingerne er gået i hårdknude.
EU og flere andre lande holder fast i, at der skal laves en opgørelse over landenes investeringer i biodiversitet, en såkaldt baseline. Desuden vil de have bedre overblik over, hvor mange ressourcer der skal til for at udmønte de 20 Aichi-biodiversitetsmål inden 2020. Det skal tilsammen danne baggrund for at fastsætte mål om, hvor mange penge - primært de rige lande i nord - skal give som hjælp til at beskytte den biologiske mangfoldighed i udviklingslandende.
Samtidig efterspørger EU og andre, at udviklingslandende afsætter flere af deres egne penge til at bevare den biologiske mangfoldighed for at vise goodwill.
Udviklingslandene med Kenya og Filippinerne i spidsen fremhæver, at man råder over enorme biologiske rigdomme, men langt fra har de fornødne ressourcer til at skabe et overblik over, hvor mange midler de bruger på biodiversitet - eller hvor meget de forventer, der skal til for at nå de 20 Aichi-biodiversitetsmål i 2020. For hvordan skal man gøre de tal op, når man som Congo er det skovrigeste land på Afrikas kontinent, men har ligget i krig i årevis og langt fra har tilstrækkelig viden om den natur man skal sikre?
Invester milliarder i naturen
I løbet af topmødets første dage, er der kommet mange interessante informationer frem. Et ekspertpanel med den internationalt anerkendte økonom Pavan Sukhdev i spidsen, har anslået, at der på globalt plan som minimum skal investeres flere hundrede milliarder i naturbeskyttelse og naturgenopretning for at afværge den biologiske krise og sikre gunstige levevilkår for en voksende verdensbefolkning.
Hvor mange ressourcer, der skal til i hvert enkelt land, er der derimod fortsat ret begrænset viden om. Og hvordan de mange penge skal investeres, ja det skal de enkelte lande fastlægge i de nationale strategier og handlingsplaner for biologisk mangfoldighed, som de i 2010 forpligtede sig til at udarbejde med passende borgerinddragelse.
I Danmark er regeringens nationale naturplan endnu på tegnebrættet, så det er endnu meget lidt, vi ved om, hvilken indsats den danske regering vil iværksætte for at sikre en rig og mangfoldig natur i Danmark - eller hvordan sådan en indsats skal finansieres.
Op til topmødet er det gjort op, hvor mange lande, der har udarbejdet sådanne biodiversitetsplaner og revideret dem, så de afspejler de ambitiøse mål om at stoppe tabet af arter og økosystemer og bruge naturressourcerne på bæredygtig vis inden 2020. Til dato har 175 lande ud af 193 udarbejdet formelle rammer for, hvordan naturen skal sikres – både i skovene, i det åbne land og i havet. Men i løbet af de sidste to år har blot 14 lande revideret deres nationale biodiversitetsplaner i forhold til de nye globale biodiversitetsmål, der blev vedtaget i 2010. Kun få af disse planer har målbare mål med klare tidsfrister. Og evalueringen viser desuden, at der er lang vej igen, før resultaterne kan spores i naturen.
EU og flere andre lande holder fast i, at der skal laves en opgørelse over landenes investeringer i biodiversitet, en såkaldt baseline. Desuden vil de have bedre overblik over, hvor mange ressourcer der skal til for at udmønte de 20 Aichi-biodiversitetsmål inden 2020. Det skal tilsammen danne baggrund for at fastsætte mål om, hvor mange penge - primært de rige lande i nord - skal give som hjælp til at beskytte den biologiske mangfoldighed i udviklingslandende.
Samtidig efterspørger EU og andre, at udviklingslandende afsætter flere af deres egne penge til at bevare den biologiske mangfoldighed for at vise goodwill.
Udviklingslandene med Kenya og Filippinerne i spidsen fremhæver, at man råder over enorme biologiske rigdomme, men langt fra har de fornødne ressourcer til at skabe et overblik over, hvor mange midler de bruger på biodiversitet - eller hvor meget de forventer, der skal til for at nå de 20 Aichi-biodiversitetsmål i 2020. For hvordan skal man gøre de tal op, når man som Congo er det skovrigeste land på Afrikas kontinent, men har ligget i krig i årevis og langt fra har tilstrækkelig viden om den natur man skal sikre?
Invester milliarder i naturen
I løbet af topmødets første dage, er der kommet mange interessante informationer frem. Et ekspertpanel med den internationalt anerkendte økonom Pavan Sukhdev i spidsen, har anslået, at der på globalt plan som minimum skal investeres flere hundrede milliarder i naturbeskyttelse og naturgenopretning for at afværge den biologiske krise og sikre gunstige levevilkår for en voksende verdensbefolkning.
Hvor mange ressourcer, der skal til i hvert enkelt land, er der derimod fortsat ret begrænset viden om. Og hvordan de mange penge skal investeres, ja det skal de enkelte lande fastlægge i de nationale strategier og handlingsplaner for biologisk mangfoldighed, som de i 2010 forpligtede sig til at udarbejde med passende borgerinddragelse.
I Danmark er regeringens nationale naturplan endnu på tegnebrættet, så det er endnu meget lidt, vi ved om, hvilken indsats den danske regering vil iværksætte for at sikre en rig og mangfoldig natur i Danmark - eller hvordan sådan en indsats skal finansieres.
Op til topmødet er det gjort op, hvor mange lande, der har udarbejdet sådanne biodiversitetsplaner og revideret dem, så de afspejler de ambitiøse mål om at stoppe tabet af arter og økosystemer og bruge naturressourcerne på bæredygtig vis inden 2020. Til dato har 175 lande ud af 193 udarbejdet formelle rammer for, hvordan naturen skal sikres – både i skovene, i det åbne land og i havet. Men i løbet af de sidste to år har blot 14 lande revideret deres nationale biodiversitetsplaner i forhold til de nye globale biodiversitetsmål, der blev vedtaget i 2010. Kun få af disse planer har målbare mål med klare tidsfrister. Og evalueringen viser desuden, at der er lang vej igen, før resultaterne kan spores i naturen.
tirsdag den 9. oktober 2012
Så gik tæppet...
I går gik tæppet til den 11. partskonference om biologisk mangfoldighed her i Indien. Det tegner til at blive det største topmøde om natur til dato. 173 deltagende lande og mere end 14.000 tilmeldte deltagere. Det er i sig selv et signal om, at verden ikke har glemt de flotte mål og aftaler, der blev indgået i 2010.
Ved åbningsceremonien tidligere i dag, lagde den indiske miljøminister vægt på, at landene nu skal vise, at de er parate til at sætte handling bag ord, for i sidste ende handler naturbevaring om at sikre 7 milliarder verdensborgere en fornuftig fremtid. Alle har et ansvar for at arbejde for en bæredygtig udvikling.
Naturen lider verden over
Naturen har ikke fået det målbart bedre siden 2010, hvor 193 lande skrev under på de 20 såkaldte Aichi-biodiversitetsmål, der senest i 2020 skal vende tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed. Samme år viste rapporten Global Biodiversity Outlook 3, at 60 procent af verdens økosystemer er blevet stærkt forringede gennem de seneste 50 år.
Biodiversitetskonventionens Sekretær opfordrede i går til, at hver nation sætter sig som mål, at den inden 2015 er kendt for at have gennemført mindst ét af de 20 Aichi-biodiversitetsmål eksemplarisk, og at mindst halvdelen af de vidtfavnende biodiversitetsmål bør være væsentligt imødegået i de enkelte lande allerede i 2015.
Det var en stærk besked til verdens lande, herunder Danmark, når man tænker på, at kun få lande har udarbejdet de nationale strategier og handlingsplaner, de har forpligtet sig til at lave, og som skal udstikke kursen for de næste otte års naturindsats.
Penge i krisetider
Fra største delen af gårsdagens talere lød opfordringer til, at landene sætter sig sammen og beslutter ambitiøse mål for, hvor mange penge der skal tilflyde arbejdet med at sikre og udvikle den biologiske mangfoldighed frem mod 2020. En taler sagde det sådan her:
”Vi kommer ikke meget videre uden klare mål for, hvor mange penge der skal afsættes til at udmønte de 20 Aichi-biodiversitetsmål. Det er ofte i krisetider, vi finder modet til at træffe beslutninger, som ændrer verden.”
Der er således fra værtsnationen lagt op til, at ingen går hjem, før der er truffet beslutninger, der sikrer bedre vilkår for verdens natur.
Ved åbningsceremonien tidligere i dag, lagde den indiske miljøminister vægt på, at landene nu skal vise, at de er parate til at sætte handling bag ord, for i sidste ende handler naturbevaring om at sikre 7 milliarder verdensborgere en fornuftig fremtid. Alle har et ansvar for at arbejde for en bæredygtig udvikling.
Naturen lider verden over
Naturen har ikke fået det målbart bedre siden 2010, hvor 193 lande skrev under på de 20 såkaldte Aichi-biodiversitetsmål, der senest i 2020 skal vende tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed. Samme år viste rapporten Global Biodiversity Outlook 3, at 60 procent af verdens økosystemer er blevet stærkt forringede gennem de seneste 50 år.
Biodiversitetskonventionens Sekretær opfordrede i går til, at hver nation sætter sig som mål, at den inden 2015 er kendt for at have gennemført mindst ét af de 20 Aichi-biodiversitetsmål eksemplarisk, og at mindst halvdelen af de vidtfavnende biodiversitetsmål bør være væsentligt imødegået i de enkelte lande allerede i 2015.
Det var en stærk besked til verdens lande, herunder Danmark, når man tænker på, at kun få lande har udarbejdet de nationale strategier og handlingsplaner, de har forpligtet sig til at lave, og som skal udstikke kursen for de næste otte års naturindsats.
Penge i krisetider
Fra største delen af gårsdagens talere lød opfordringer til, at landene sætter sig sammen og beslutter ambitiøse mål for, hvor mange penge der skal tilflyde arbejdet med at sikre og udvikle den biologiske mangfoldighed frem mod 2020. En taler sagde det sådan her:
”Vi kommer ikke meget videre uden klare mål for, hvor mange penge der skal afsættes til at udmønte de 20 Aichi-biodiversitetsmål. Det er ofte i krisetider, vi finder modet til at træffe beslutninger, som ændrer verden.”
Der er således fra værtsnationen lagt op til, at ingen går hjem, før der er truffet beslutninger, der sikrer bedre vilkår for verdens natur.
fredag den 5. oktober 2012
På vej til årets vigtigste møde
Naturen er trængt over alt omkring os. I 2010 gav verdens ledere hinanden hånden på 20 målsætninger, som skal stoppe tabet af arter og økosystemer og sikre, at samfund over hele jorden anvender naturens ressourcer på bæredygtig vis.
Nu mødes de igen. Fra den 8. -19 oktober afholdes COP 11 om biodiversitet i Indien. Og ikke meget er sket siden sidste møde. Kun få lande har i løbet af de to år, der er gået, udarbejdet de nationale handlingsplaner for den biologiske mangfoldighed, som er helt nødvendige, hvis vi skal vende tilbagegangen for biologiske mangfoldighed globalt.
Og selv om internationale undersøgelse gennem de senere år har slået fast, at der er rigtig mange samfundsøkonomiske kroner i at beskytte og genoprette ødelagte økosystemer og truede arter, så har ingen lande i dag en fornuftig idé om, hvor mange penge der skal til at beskytte naturen og sikre en bæredygtig brug af dens ressourcer.
Bruger vi pengene rigtigt?
I Danmark venter vi lige nu på, at Miljøministeren starter processen med Naturplan Danmark. Danmark har som et af 19 lande forud for COP 11 gennemført en foreløbig opgørelse over, hvor mange ressourcer vi har anvendt til biologisk mangfoldighed fra 2006-2010. Her anslås at der i gennemsnit bruges mellem 1,1 – 1,5 milliarder kr. om året, når man regner indsatsen med fra myndigheder, interesseorganisationer m.fl. Og at Danmark i tillæg hertil bruger i omegnen af 2,3 milliarder kr. om året på biodiversitet i udviklingslandene.
Men om de penge, vi rent faktisk bruger, benyttes de rigtige steder, eller om det er nok til at bevare og genoprette naturen, er der ikke overblik over. De seneste års forskningsrapporter om naturens tilstand og senest Det Miljøøkonomiske Råds analyse fra foråret tyder på, at det ikke er tilfældet.
14 dage i Indien
De næste 14 dage befinder jeg mig som repræsentant for 92-gruppen (Forum for Bæredygtig Udvikling) i Hyderabad i Indien. Her vil jeg følge forhandlingerne om penge til verdens natur og blive klogere på, hvilke løsninger man overvejer at bruge i andre lande. Højt på dagsordenen står nemlig status for, hvor langt de 193 lande er kommet med at omsætte de globale målsætninger i deres hjemlande, og hvordan naturindsatsen skal finansieres fremadrettet.
Vi kan ikke spå om resultaterne, men vi kan slå fast, at investering i biologisk mangfoldighed er en investering for samfundet - og krydse fingre for, at det er det er med den holdning, verdens ledere lige nu rejser til Indien.
Nu mødes de igen. Fra den 8. -19 oktober afholdes COP 11 om biodiversitet i Indien. Og ikke meget er sket siden sidste møde. Kun få lande har i løbet af de to år, der er gået, udarbejdet de nationale handlingsplaner for den biologiske mangfoldighed, som er helt nødvendige, hvis vi skal vende tilbagegangen for biologiske mangfoldighed globalt.
Og selv om internationale undersøgelse gennem de senere år har slået fast, at der er rigtig mange samfundsøkonomiske kroner i at beskytte og genoprette ødelagte økosystemer og truede arter, så har ingen lande i dag en fornuftig idé om, hvor mange penge der skal til at beskytte naturen og sikre en bæredygtig brug af dens ressourcer.
Bruger vi pengene rigtigt?
I Danmark venter vi lige nu på, at Miljøministeren starter processen med Naturplan Danmark. Danmark har som et af 19 lande forud for COP 11 gennemført en foreløbig opgørelse over, hvor mange ressourcer vi har anvendt til biologisk mangfoldighed fra 2006-2010. Her anslås at der i gennemsnit bruges mellem 1,1 – 1,5 milliarder kr. om året, når man regner indsatsen med fra myndigheder, interesseorganisationer m.fl. Og at Danmark i tillæg hertil bruger i omegnen af 2,3 milliarder kr. om året på biodiversitet i udviklingslandene.
Men om de penge, vi rent faktisk bruger, benyttes de rigtige steder, eller om det er nok til at bevare og genoprette naturen, er der ikke overblik over. De seneste års forskningsrapporter om naturens tilstand og senest Det Miljøøkonomiske Råds analyse fra foråret tyder på, at det ikke er tilfældet.
14 dage i Indien
De næste 14 dage befinder jeg mig som repræsentant for 92-gruppen (Forum for Bæredygtig Udvikling) i Hyderabad i Indien. Her vil jeg følge forhandlingerne om penge til verdens natur og blive klogere på, hvilke løsninger man overvejer at bruge i andre lande. Højt på dagsordenen står nemlig status for, hvor langt de 193 lande er kommet med at omsætte de globale målsætninger i deres hjemlande, og hvordan naturindsatsen skal finansieres fremadrettet.
Vi kan ikke spå om resultaterne, men vi kan slå fast, at investering i biologisk mangfoldighed er en investering for samfundet - og krydse fingre for, at det er det er med den holdning, verdens ledere lige nu rejser til Indien.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
