De svære kompromiser

Vi sidder ca. 150 mennesker tæt pakket i et lille rum. Luften er indelukket, og forhandlingerne har stået på i 6 stive timer, men vi er kun lige begyndt. For det er nemt at blive enige om, at alle mennesker senest i 2020 skal kende til de værdier, der knytter sig til biodiversitet og vide, hvad de selv kan gøre for at bevare biodiversiteten og bruge naturressourcerne på en bæredygtig måde. Men det er knap så let at blive enige om, hvordan vi bedst beskytter biodiversiteten.

Fremtidens fiskefangst 
Landene er enige om, at overudnyttelse af fiskebestandene ikke er klogt. Men nogle har svært ved at sætte sig ud over den kortsigtede handelsværdi ved at fiske alt, hvad de kan fange uden hensyntagen til, om fangstmetoderne ødelægger havbunden og tangskovene og dermed fiskenes gydepladser og gemmesteder.

Andre lande har allerede mærket konsekvenserne, som landene omkring Victoriasøen i Afrika, hvor der ikke er mange spisefisk at hente længere. Sådanne lande vil have mål, som sikrer, at fremtidens fiskebestande ikke ødelægges, og at man får en målsætning om at genoprette de sårbare og truede fiskebestande.

Forhandlingerne ender foreløbigt med, at der bliver oprettet en problemknusergruppe, der skal komme med et helt friskt forslag til målsætning omkring fiskeri.

Spørgmålet om naturbeskyttelse
Vi går i stedet videre til at snakke om beskyttede områder. Hvilke økosystemer skal særligt nævnes, og hvor store arealer skal beskyttes? Forhandlerne er uenige om målsætningen. Og der er der brug for forskere og NGO’er, som er dem, der virkelig har styr på, hvordan naturen har det.

Den internationale naturbeskyttelsesorganisation, IUCN, oplyser, at vi i dag globalt har beskyttet 12,9 procent af jordens areal og ca. 1 procent af havarealet. Og der findes i forvejen et mål om, at 10 procent af havarealet skal være beskyttet i 2012. Det betyder, at målene for 2020 skal være mere ambitiøse end det. Men hvor meget er det egentligt nødvendigt at beskytte, spørger Malaysia? Det kan ingen rigtig svare på, og vi går i stå.

Brug for høje målsætninger
Efter dagens forhandlinger er jeg til en af topmødets sideevent, hvor Conservation International netop fortæller om, hvor meget de mener, der er behov for at beskytte: Mindst 25 procent af landarealet og 15 procent af havarealet, hvis vi vil beskytte de mest sårbare og sjældne arter.

Men skal økosystemerne være velfungerende og fortsætte med at give os rent vand og føde, ligger tallet i nærheden af 50 procent for landarealerne, mener Conservation International.

Problemet her er usikkerheden. Forskerne mangler ganske enkelt viden om, hvordan økosystemerne fungerer. Men det står klart, at der er behov for en stærkere målsætning, hvis det virkelig skal batte.