Sidste nat i Nagoya

Dagen alle har ventet på. Dagen hvor det forventes, at verdens nationer med miljøministrene i spidsen ville vedtage en ny global strategisk plan, der kan sikre biodiversiteten. Ikke alene skal vi undgå, at arter forsvinder i foruroligende hast, eller at økosystemerne forarmes, hvilket er vanskeligt nok i sig selv i en verden, hvor udvikling og teknologiske fremskridt gennem århundreder er sket på bekostning af naturen. Men vi skal også have en plan, der sikrer og genopretter økosystemerne, så de også i fremtiden kan yde de tjenester, vi alle er så afhængige af i form af rent vand, energi og føde.

Årti for biodiversitet
Den japanske miljøminister slår med hammeren. Punkt 3 - vedtaget. Punkt 4 – vedtaget. Punkt 5 – vedtaget. Det går stærkt, ingen lande har indvendinger mod de dokumenter, der er sendt til beslutning. Men så… Journalisterne. De står klar med mikrofoner og kameraer og knipser løs, da dørene til plenum går op. De er hurtigt blevet klar over, at der ikke er en endelig aftale endnu.

De er overraskede, for siden formiddag er rygtet gået om, at man er blevet enige om indholdet i en ny juridisk bindende aftale om adgang til og retfærdig deling af udbyttet ved brug af genetiske ressourcer. Så hvorfor nu denne uventede pause?

Tusindvis af mennesker strømmer ud af plenum. Japans miljøminister har netop givet forhandlerne to timer mere til at opnå et endeligt resultat på spørgsmålet om finansiering og strategisk plan. EU vil ikke godkende protokollen om biopirateri, før de to sidste brikker er på plads - de er nervøsitet for, at vi ikke får en ambitiøs plan for biodiversiteten.

I ventetiden starter den reception, som skulle have afsluttet COP 10. Vi fejrer, at Indien bliver værtsland for den næste partskonference i 2012, og at parterne har besluttet at udnævne 10’erne til årti for biodiversitet.

Spændt stemning
Tilbage i plenum igen. Mødet bliver udskudt igen og igen. Folk cirkulerer rundt mellem hinanden i håbet om at møde én, der ved lidt mere om, hvad der foregår. Der er en underlig opløftet stemning efter receptionen. Folk griner og pjatter, som om vi har alle mål i hus, uden at det er realiteten. Det er essensen af ånden under COP 10. Forståelse og imødekommenhed. Også når man var langt fra hinanden.

Det annonceres, at vi nu er klar til at gå videre. Arbejdsgrupperne når ikke længere. Spændingen stiger. ABS skal godkendes først. Men så slår EU bremsen i. Vi må godkende beslutningerne sideløbende og opnå enighed om de sidste knaster først. Cuba trykker hidsigt på knappen for at få taleret. Cuba vil ikke gå videre med en strategisk plan og finansiering, før protokollen er vedtaget. Med et går alt i opløsning.

Cuba vil ikke give sig. Japans miljøminister foreslår endelig, om ikke vi i fællesskab kan blive enige om indholdet i protokol, strategisk plan og finansiering først - og så officielt godkende dokumenterne. Men det vil Cuba ikke være med til. Tiden går i stå.

En redningsplan for alt liv
Kl. 02.24 sker det. Et historisk øjeblik. En for en blev de tre største beslutninger i konventionens historie vedtaget. Det er slut med, at forskere og erhvervsliv udbytter udviklingslandene. Nagoya-protokollen er en realitet. Redningsplanen er vedtaget: Verden skal stoppe tabet af arter og sikre robuste, modstandsdygtige økosystemer inden 2020. Og der er fundet lidt flere penge, som skal medvirke til at gøre begge dele til virkelighed.

For Danmark betyder det, at vi nu skal lave den nationale handlingsplan for biodiversiteten, som Danmarks Naturfredningsforening har efterspurgt i årevis. De skadelige støtteordninger skal ophøre, overfiskeri og brugen af skadelige fangstmetoder skal i 2020 være en saga blot. Og værdien af den biologiske mangfoldighed skal indarbejdes i det nationale regnskab. Verden har lyttet til videnskaben, de oprindelige folk og naturens beskyttere. Det bør den danske regering også gøre.

Som jeg sidder her, netop hjemkommet til Danmark, håber jeg, at jer, der har læst bloggen, har følt, at forhandlingerne i Nagoya er kommet tættere på hverdagen i Danmark. Og jeg håber, I vil være med til at lægge pres på regeringen, der har meget arbejde foran sig, hvis Danmark skal leve op til den nye biodiversitetsaftale.