tirsdag den 26. oktober 2010

Biopirateri, dodofugle og eksemplariske Costa Rica

Aftalen om biopirateri og den globale plan om beskyttelse af biodiversitet er blevet forhandlet hele weekenden. Særligt svært er det at blive enige om, hvor stor en andel af land og havområder der skal være beskyttede, og om der skal stå noget i aftalen om genopretning af økosystemer og økosystemtjenester.

Der er enighed om, at der skal være regler for adgangen til og udnyttelsen af de genetiske ressourcer – men hvordan reglerne skal udformes, det er straks noget andet. Med andre ord: Der er afmatning og udmatning i forhandlingerne. Vi ved hvor parterne står, deres synspunkter og argumenter for de forskellige positioner er velkendte.

NGO’erne råber op
Mens forhandlerne sidder og slås om kommaer og ordlyd, så har de mange interesseorganisationer travlt med at gøre opmærksom på deres syn på sagen. Det handler om at få forhandlerne til at skifte mening og være mere fleksible, så verden får bedre aftaler, og vi får sikret livet på jorden.

For NGO’erne handler det om at fortælle verden gennem medierne, hvilke beslutninger de forskellige lande er villige til at tage, og hvor de modsætter sig vigtige mål og virkemidler. Ingen af konventionens parter ønsker dårlig omtale i hjemlandet, men det fik EU og Canada i går.

EU blev ugens dodo
CBD Alliance uddelte den såkaldte Dodo Award i går. Det er prisen for at udvise en fuldstændig og bemærkelsesværdig evne til ikke at udvikle sig overhovedet og stå i vejen for, at vigtige aftaler kan indgås. Prisen gik til Canada og EU. Suk – jeg ville gerne kunne være stolt af at være europæer og dansker. Men det kan man ikke altid være.

Årsagen til, at EU fik prisen, er, at EU har meget svært ved at finde ud af, hvordan reglerne for at undgå biopirateri skal udformes. Der er store økonomiske interesser på spil: Frankrig har en omfattende kosmetikindustri, og Tyskland har en tilsvarende vigtig medicinalindustri. De er bange for at skulle betale store summer for i fremtiden at få adgang til at hente genetisk materiale i regnskove og ved koralrev, som de kan bruge til at udvikle nye produkter.

Lyspunkt og forbilleder trods alt
I Danmark ser det heldigvis ud til at industrien gerne vil betale prisen for adgang til genetiske ressourcer. Dansk Industri har nemlig indset, at det betaler sig at bevare den biologiske mangfoldighed. Det handler om at have et fundament for fremtidig forretning og signalere til de politiske forbrugere, at virksomhederne er etisk ansvarlige.

Heldigvis sker der også gode ting. Som modvægt til Dodo Awarden, har World Future Council uddelt en pris til det land i verden, som har lavet den bedste lovgivning til bevaring af biodiversitet. Det blev Costa Rica, som løb af med guldet, og dem vi skal vende blikket imod, når vi i fremtiden skal forbedre vores naturlovgivning.

Costa Rica har med sin biodiversitetslov indtil nu beskyttet 26 procent af sit areal. De har som det første udviklingsland stoppet afskovning og er i gang med at genoprette skov. Landet er pioner i økoturisme og ligger nummer et i Happy Planet Index 2009. Et rigtig godt eksempel, som flere lande inkl. Danmark burde følge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar