Ved åbningsceremonien tidligere i dag, lagde den indiske miljøminister vægt på, at landene nu skal vise, at de er parate til at sætte handling bag ord, for i sidste ende handler naturbevaring om at sikre 7 milliarder verdensborgere en fornuftig fremtid. Alle har et ansvar for at arbejde for en bæredygtig udvikling.
Naturen lider verden over
Naturen har ikke fået det målbart bedre siden 2010, hvor 193 lande skrev under på de 20 såkaldte Aichi-biodiversitetsmål, der senest i 2020 skal vende tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed. Samme år viste rapporten Global Biodiversity Outlook 3, at 60 procent af verdens økosystemer er blevet stærkt forringede gennem de seneste 50 år.
Biodiversitetskonventionens Sekretær opfordrede i går til, at hver nation sætter sig som mål, at den inden 2015 er kendt for at have gennemført mindst ét af de 20 Aichi-biodiversitetsmål eksemplarisk, og at mindst halvdelen af de vidtfavnende biodiversitetsmål bør være væsentligt imødegået i de enkelte lande allerede i 2015.
Det var en stærk besked til verdens lande, herunder Danmark, når man tænker på, at kun få lande har udarbejdet de nationale strategier og handlingsplaner, de har forpligtet sig til at lave, og som skal udstikke kursen for de næste otte års naturindsats.
Penge i krisetider
Fra største delen af gårsdagens talere lød opfordringer til, at landene sætter sig sammen og beslutter ambitiøse mål for, hvor mange penge der skal tilflyde arbejdet med at sikre og udvikle den biologiske mangfoldighed frem mod 2020. En taler sagde det sådan her:
”Vi kommer ikke meget videre uden klare mål for, hvor mange penge der skal afsættes til at udmønte de 20 Aichi-biodiversitetsmål. Det er ofte i krisetider, vi finder modet til at træffe beslutninger, som ændrer verden.”
Der er således fra værtsnationen lagt op til, at ingen går hjem, før der er truffet beslutninger, der sikrer bedre vilkår for verdens natur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar