COP11 sluttede med skuffende ambition

14 dage med intense forhandlinger nåede deres afslutning i de tidlige morgentimer lørdag. Efter lange og svære forhandlinger – og mange timers venten - nåede parterne endelig til enighed om at fordoble den internationale finansiering af biodiversitetstiltag inden 2015.

Der vil i den sidste ende komme den rige natur i udviklingslandene til gode. Aftalen betyder, at der på globalt plan gives yderligere 5 milliarder US$ mere til udviklingslandene, således at puljen hvert år frem til 2015 er på ca. 10 milliarder US$. Her skulle man tro, at alle i salen rejste sig op, hujede og smed hattene i vejret i bar begejstring. Men det beløb skal ses i forhold til et anslået finansieringsbehov på 200 milliarder US$ årligt. Det er, hvad der skal til, hvis de 20 Aichi-biodiversitetsmål skal realiseres i overensstemmelse med aftalen fra 2010, anslår bl.a. WWF International.

Håbet var, at parterne ville indgå en økonomisk aftale, som ville give et solidt afsæt for arbejdet med at sikre verdens natur frem mod 2020 - i overensstemmelse med den kurs der er lagt i de 20 Aichi-biodiversitetsmål. Men aftalen ser altså ud til langt fra at sikre de ressourcer, der skal til for at nå de ambitiøse mål, som man gav håndslag på i Japan for to år siden.

Aftalen efterlader et stort hul
Et skuffende ambitionsniveau set med NGO-briller. Den afspejler ikke den værdi, den biologiske mangfoldighed og økosystemtjenesterne har for vores samfund verden over. Aftalen efterlader et stort hul, som skal fyldes op enten af de enkelte landes egne regeringer, eller gennem donationer fra fonde eller erhvervsliv. Og ved at udfase incitamenter og virkemidler, som skader den biologiske mangfoldighed.

Aftalen fra COP 11 lader alt op til hver enkelt nation, så vi kan forudse en fortsat opgave i at rejse penge til investeringer i naturen ikke bare i udviklingslandende, men også i Danmark, hvor vi også har konstateret et gab mellem behovet for investering i naturbeskyttelse og naturgenopretning og så de til rådighed stående midler.

Selv om resultatet på finansieringsområdet ikke er tilfredsstillende, er det væsentligt, at parterne overhovedet lykkedes med at nå hinanden. Alternativet kunne meget vel have været et foreløbigt punktum for arbejdet med at standse tabet af biologisk mangfoldighed, hvilket kunne have været en katastrofal udgang på COP 11.

Gode elementer at glæde sig over
Der er dog er elementer fra COP 11, man kan glæde sig over. Parterne så hinanden i øjnene og opfordrede kraftigt de lande, der endnu ikke har påbegyndt at udarbejde eller revidere deres nationale strategier og handlingsplaner for biologisk mangfoldighed, til at få det arbejde på plads inden for to år.

Og det lykkedes at få godkendt en liste med marine områder, som er særlige værdifulde for den biologiske mangfoldighed, hvilket er et vigtigt skridt videre i retning af at få udlagt 10 procent af det globale havareal til beskyttede områder inden 2020. Et område, som Danmark og Grønland har lagt en stor indsats for at få lagt i et godt spor.