Forhandlinger i hårdknude

COP 11 er ved at nå afslutningen af første uge. Og det ser ikke for godt ud i forhold til at nå et tilfredsstillende resultat på de vigtige forhandlinger om, hvem der skal betale for, og hvor meget der skal betales for at bevare verdens natur. Fronterne er trukket skarpt op mellem nord og syd, og forhandlingerne er gået i hårdknude. 

EU og flere andre lande holder fast i, at der skal laves en opgørelse over landenes investeringer i biodiversitet, en såkaldt baseline. Desuden vil de have bedre overblik over, hvor mange ressourcer der skal til for at udmønte de 20 Aichi-biodiversitetsmål inden 2020. Det skal tilsammen danne baggrund for at fastsætte mål om, hvor mange penge - primært de rige lande i nord - skal give som hjælp til at beskytte den biologiske mangfoldighed i udviklingslandende.

Samtidig efterspørger EU og andre, at udviklingslandende afsætter flere af deres egne penge til at bevare den biologiske mangfoldighed for at vise goodwill.

Udviklingslandene med Kenya og Filippinerne i spidsen fremhæver, at man råder over enorme biologiske rigdomme, men langt fra har de fornødne ressourcer til at skabe et overblik over, hvor mange midler de bruger på biodiversitet - eller hvor meget de forventer, der skal til for at nå de 20 Aichi-biodiversitetsmål i 2020. For hvordan skal man gøre de tal op, når man som Congo er det skovrigeste land på Afrikas kontinent, men har ligget i krig i årevis og langt fra har tilstrækkelig viden om den natur man skal sikre?

Invester milliarder i naturen
I løbet af topmødets første dage, er der kommet mange interessante informationer frem. Et ekspertpanel med den internationalt anerkendte økonom Pavan Sukhdev i spidsen, har anslået, at der på globalt plan som minimum skal investeres flere hundrede milliarder i naturbeskyttelse og naturgenopretning for at afværge den biologiske krise og sikre gunstige levevilkår for en voksende verdensbefolkning.

Hvor mange ressourcer, der skal til i hvert enkelt land, er der derimod fortsat ret begrænset viden om. Og hvordan de mange penge skal investeres, ja det skal de enkelte lande fastlægge i de nationale strategier og handlingsplaner for biologisk mangfoldighed, som de i 2010 forpligtede sig til at udarbejde med passende borgerinddragelse.

I Danmark er regeringens nationale naturplan endnu på tegnebrættet, så det er endnu meget lidt, vi ved om, hvilken indsats den danske regering vil iværksætte for at sikre en rig og mangfoldig natur i Danmark - eller hvordan sådan en indsats skal finansieres.

Op til topmødet er det gjort op, hvor mange lande, der har udarbejdet sådanne biodiversitetsplaner og revideret dem, så de afspejler de ambitiøse mål om at stoppe tabet af arter og økosystemer og bruge naturressourcerne på bæredygtig vis inden 2020. Til dato har 175 lande ud af 193 udarbejdet formelle rammer for, hvordan naturen skal sikres – både i skovene, i det åbne land og i havet. Men i løbet af de sidste to år har blot 14 lande revideret deres nationale biodiversitetsplaner i forhold til de nye globale biodiversitetsmål, der blev vedtaget i 2010. Kun få af disse planer har målbare mål med klare tidsfrister. Og evalueringen viser desuden, at der er lang vej igen, før resultaterne kan spores i naturen.